Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tag dig et frivilligt arbejde, menneske!

SYNSPUNKT - Vejen til det fede studiejob eller faste arbejde kan gå gennem et frivilligt arbejde.

Jeg kigger over mod Karen, som er min chef på PR-teamet for Retro Nørrebro, hun nikker og tilkendegiver dermed, at hun er tilfreds med layoutet til vores nye event-folder. Jeg ånder lettet op og tager en tår af min double-shot-espresso.

Selvom jobbet som studentermedhjælper for non-profit cafeen på Nørrebro er ulønnet, har alle de frivillige, inklusiv mig selv, en forventning om, at det vi laver, skal være i orden.

Karen, som er min referenceperson for alle opgaver, er efter at have afsluttet sin kandidat i kommunikation fra Roskilde Universitet endt i arbejdsløshed, ligesom rigtig mange andre nyuddannede.

I stedet for at sidde hjemme på sofaen og skrive fortvivlede kronikker over, hvor uretfærdig verden er, har hun i stedet påtaget sig det ansvarsfulde arbejde at være leder for PR-teamet på Retro Nørrebro, samtidig med at hun søger fuldtidsarbejde.

LÆS: Mange studerende har overskudsenergi

Fortvivl ikke – bliv frivillig

Jeg selv studerer stadig på bacheloren i historie, hvilket ikke er et fag som lover guld og grønne skove til alle efter endt uddannelse, men ved at starte tidligt på at arbejde frivilligt har jeg mulighed for at gøre mig mere attraktiv for eventuelle arbejdsgivere, både under og efter endt uddannelse.

Efter at have læst talrige debatindlæg og kronikker, der omhandler unge og arbejdsløshed, sidder jeg lidt med følelsen af, at der er en vinkel på debatten, som ikke er blevet belyst nok. De unge mennesker, som fortvivlet klager over ikke at kunne finde et arbejde og sender det ene debatindlæg efter det andet, der omhandler deres hårdt trængte situation, hvorfor tager de ikke et frivilligt arbejde og øger deres chance for at kvalificere sig til et relevant job?

Den økonomiske krise har gjort at mange dimittender gennem de sidste år har haft svært ved at finde et arbejde efter endt uddannelse. Det er til dels en politisk opgave, at få skabt de nødvendige arbejdspladser, men det personlige ansvar må ikke glemmes.

Ligesom med alt andet i livet, skal man kæmpe for at få det fede job eller studiejob. For at kvalificere sig til ønskejobbet er det ikke altid nok at have arbejdet i en døgninstitution eller et supermarked i sine sabbatår eller under studiet.

Ikke kun for ressourcestærke

Da jeg valgte at gå ind i det frivillige arbejde, var det til dels af idealistiske årsager, men også fordi jeg vidste, at det ville forbedre min faglige kompetence samt styrke mit CV. Det lyder måske hårdt, men realiteten i dag er, at du hverken kan få et studiejob eller et fast arbejde, blot fordi du har nogle pæne karakterer.

De gode karakterer viser, at en elev går op i sit fag og viser engagement, men på vores resultatorienterede jobmarked er det ikke nok. Et frivilligt arbejde viser, at man har overskud, empati og samfundssind. Onde tunger ville påstå at ligesom med de fede studiejobs, er det kun de ressourcestærke studerende som får et godt frivilligt arbejde – det er ikke rigtigt.

I mit frivillige arbejde har jeg mødt en utrolig stor diversitet blandt de mennesker, jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med. Heldigvis er det frivillige arbejdsmarked utrolig fleksibelt og pluralistisk, og stillingerne er så differentierede, at der er plads til alle, der har lyst til at gøre noget godt for andre (og sig selv).

Hvad får du ud af at tage et frivilligt arbejde?

Først og fremmest får du lov til at gøre noget godt for andre. Du får lov til at pakke nogle af dine individuelle behov væk, og fokusere på, at der findes andre mennesker i verden end lige dig. I en så egocentreret kultur som vores, kan det faktisk opleves befriende.

Et frivilligt arbejde er ofte et arbejde, der giver mening. Hvad enten man agerer lektiehjælper for ressourcesvage børn, arrangerer sportsevents i asyllejre eller laver PR for en non-profit-cafe, så skaber man værdi for andre end sig selv.

Men ud over at få lov til at pudse glorien giver et frivilligt arbejde dog også rigtig meget andet.

Vær ubeskeden – og modig

For det første giver det dig muligheden for at skrive et arbejde på CV’et, hvor du formodentlig har fået oparbejdet nogle kompetencer, som kunne være interessante for en arbejdsgiver i fremtiden. Her skal du ikke være beskeden.

Disse kompetencer og erfaringer er det din opgave at gøre en kommende arbejdsgiver opmærksom på, og jeg kan tilføje, at min egen oplevelse er, at det lønner sig. Det kan godt være, at det frivillige arbejde er ulønnet, men på alle andre måder er det utrolig berigende ikke mindst socialt. Et frivilligt arbejde kan give et stærkt socialt netværk.

Da jeg flyttede til København for ca. to og et halvt år siden havde jeg praktisk talt ingen kontakter eller bekendtskaber i byen. Selvfølgelig hjalp det at skulle starte på et studie, hvor flere også lige var flyttet til byen, men det gode netværk manglede til dels. Dette fik jeg blandt andet gennem frivilligt arbejde. I organisationen er der ofte mulighed for at tage til spændende events og kulørte fester. Det er i hvert fald min erfaring.

Budskabet er ikke, at det frivillige arbejde er løsningen på den forholdsvis store ungdomsarbejdsløshed, men det frivillige arbejde kan være med til at forhøje din chance for at få et fast arbejde efter studiet. Derfor, tag dig et frivilligt arbejde, menneske!

Seneste