Nationalbankdirektør: »Den lineære algebra ramte mig i hovedet som et chok«

Mit sejleventyr begyndte ved en tilfældighed. Da jeg afsluttede folkeskolen, var jeg meget skoletræt, og min realeksamen var ringe. Jeg vidste, at jeg besad nogle boglige kompetencer, og at jeg en dag ville gå den vej. Men på det tidspunkt havde jeg ingen motivation for at gå mere i skole. Jeg kan tydeligt huske, at det var mellem de afsluttende eksamener og translokationen. En af mine venner var sømand, og han skulle ned på forhyringskontoret i Svendborg og have en ny hyre. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle begive mig til den dag, så jeg tog med ham. Efter hvad der dengang føltes som en dagsrejse fra Nordfyn til Svendborg, ankom vi endelig, og min ven fik ordnet det, han skulle. Men på vej ud af kontoret kiggede ham forhyringsfyren bag skranken på mig og spurgte: Hvad med dig? Skal du ikke ud at sejle? Og så mønstrede jeg stykgodsskibet Marie Skou. Jeg kan huske, at det var sankthansaften, fordi præcis 45 år senere var jeg med Den Europæiske Investeringsbank i Grækenland, hvor vi sad og kiggede op på Akropolis. Og der mindedes jeg at ligge nede i Piræushavnen som ung skibsdreng og nyde de lune aftenener på båden.

Jeg blev ude på bølgerne længere, end jeg havde regnet med. Sammenlignet med folkeskolen var der nogle faste rammer på et skib, som var gode for mig dengang. Det mindede lidt om militæret, hvilket dog også indebar en mandekultur, som på mange områder var langt bagud i forhold til resten af samfundet. Men samtidig var der en unik værdsættelse af arbejdet. Det havde en værdi i sig selv, og det var det, man blev bedømt på. Man skulle passe sit arbejde, og man skulle gøre det godt. Det lærte jeg meget af. Desuden var der en kakofoni af forskellige nationaliteter og kulturer på sådan en bølgende arbejdsplads, og dem skulle man få til at arbejde sammen. Det syntes jeg var enormt interessant. Og sidst, men ikke mindst, vænnede jeg mig til at have mønt på lommen. Man tjente relativt godt til søs, og det gjorde det svært at vende tilbage til skolebænken. Men tilbage, det skulle jeg.

LÆS OGSÅ: Pia Fris Laneth var nøgenmodel, da hun begyndte på Københavns Universitet: »Jeg fik et visuelt chok«

Samfundet har altid optaget mig meget, og jeg havde oprindeligt en plan om at blive journalist. Men på HF gik det op for mig, at jeg hellere ville have en universitetsuddannelse, og derfor faldt valget på økonomi, som jeg begyndte at læse i 1985. Det viste sig imidlertid at være sværere, end jeg lige havde regnet med. Fagets første studieår var grundlæggende en stopprøve i matematik, og den lineære algebra ramte mig i hovedet som et chok. Jeg havde taget matematik på højniveau på HF og fået gode karakterer, men den matematik, vi havde det første år på økonomistudiet, havde jeg aldrig hørt om. Så jeg endte med at skifte til et hold, som de havde oprettet for sproglige studenter, hvor man var tre semestre om første år. Det viste sig at være en rigtig god beslutning, og jeg fik styr på matematikken.

Økonomi har givet mig en unik fortolkningsramme, som jeg har taget med mig gennem hele min karriere.

Christian Kettel Thomsen, direktør for Nationalbanken

Undervisningen foregik mange forskellige steder i Indre By, selvom Økonomisk Institut lå i Studiestræde. Der var ikke så meget socialt fællesskab på studiet, fordi der ikke rigtig var en campusfornemmelse. Jeg husker, at dagene typisk forløb sådan, at man havde undervisning om formiddagen, og så tog man videre til sit studiejob om eftermiddagen. Heldigvis boede jeg på Rigshospitalets Kollegium, hvor der var andre økonomistuderende og en grundlæggende fællesskabsfølelse.

Jeg kan især huske professor Niels Thygesen. Han underviste i International Monetær Økonomi og var kendt for at holde nogle blændende forelæsninger. Jeg har et billede af, at han altid strøg ind i forelæsningssalen direkte fra Dehli eller Washington, eller hvor han nu lige havde været. Han brugte aldrig tavlen, men kunne tryllebinde en hel årgang med sine historier og erfaringer. Han gennemgik ikke pensum slavisk som andre forelæsere. Det måtte man selv finde ud af. Undervejs på studiet fik jeg en stor interesse for udviklingsøkonomi, som jeg også skrev speciale om, men jeg turde ikke gøre mig forhåbninger om at få et arbejde inden for det område. Dengang, omkring 1990, hvor jeg nærmede mig afslutningen på studiet, så økonomien meget anderledes ud, end den gør i dag. Spørgsmålet var ikke, hvad man ville have, men hvad man kunne få. Jeg kan huske, at jeg søgte et job i Udenrigsministeriet, hvor jeg slet ikke blev kaldt til samtale. Siden var jeg heldig og blev ansat som fuldmægtig i Finansministeriet.

LÆS OGSÅ: Journalist Christian Bennike: »Jeg ville ønske, jeg kunne gå på universitetet igen«

Økonomistudiet dannede fundamentet for den karriere, som jeg har haft. Først og fremmest var kandidattitlen adgangsbillet til den verden, som jeg kom ind i. Man bliver ikke fuldmægtig i Finansministeriet uden en kandidat, og det er ikke helt skidt, hvis det er en kandidat i økonomi. Samtidig har studiet givet mig en unik fortolkningsramme, som jeg har taget med mig gennem hele min karriere. Økonomi som disciplin besidder nogle grundlæggende værktøjer, som giver en god forståelse af, hvordan verden og samfundet hænger sammen. Dem benytter jeg mig stadig af den dag i dag. Det, som driver mig og har drevet mig gennem mange år som embedsmand, er følelsen af at gøre en forskel. Oplevelsen af at der blev truffet beslutninger på baggrund af de papirer, man har udarbejdet, har været enormt motiverende.