Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

»Første gang jeg fik lov til at åbne en montre og røre ved en udstillet genstand, tænkte jeg bare: Wow.«

Studiejob — Fra Danmarks politiske centrum til de hemmeligste rum på Thorvaldsens Museum. 73 procent af alle studerende har et job ved siden af studiet. Sandi Rizvić læser klassisk arkæologi og er studentermedarbejder på Thorvaldsens Museum.

Første gang jeg fik lov til at åbne en montre og røre ved en udstillet genstand, tænkte jeg bare: Wow.

Når jeg sidder med en ring eller et brevstempel, som Thorvaldsen har siddet med, en udskåren ædelsten fra antikken eller en vase, som nogle har brugt for 2.000 år siden, føler jeg mig forbundet med kunsten og historien. Det er måske svært at forklare for en, der ikke har samme passion for gamle genstande, men det giver mig en form for rush. Jeg føler mig meget heldig.

Samtidig mærker jeg en ærefrygt. Da jeg skulle bære tolv ædelsten fra et rum til et andet på en åbenbakke, var det eneste, jeg kunne tænke på, om der ville komme et barn løbende rundt om hjørnet og hamre ind i mig, så jeg tabte alle stenene på gulvet. Det skete heldigvis ikke.

Arbejdet har givet mig en større faglig glæde og motivation, end jeg har haft længe på studiet. Det er bare fedt at komme ud at bruge det, man har lært, i praksis. Det er ligesom med udgravninger. Du kan lære en hel masse om det i klasselokalet, men det er først, når du står med skovlen og spaden, at du for alvor får en forståelse for det.

Jeg har også en del lavpraktiske opgaver. For nylig skulle jeg fjerne taperester fra et gammelt gulv, efter der havde været en udstilling. Jeg måtte prøve forskellige former for kemikalierens, og jeg skulle sørge for ikke at ødelægge gulvet.

Andre gange leder jeg efter bestemte genstande i vores arkiv. Så bladrer jeg igennem store ringbind og føler mig lidt som Sherlock Holmes. Og til sidst skal jeg op på loftet, kravle under og over noglegamle tværbjælker for at finde de rigtige arkivsager.

Uanset hvad jeg laver, er det inspirerende at være her. Thorvaldsens Museum er et af byens smukkeste museer. Bare jeg går fra a til b herinde, bliver jeg mødt af kunst, historie og arkæologi, og nogle gange kigger jeg op på væggene og loftet og drømmer mig væk i skønheden.

Læs også »JEG FÅR MANGE AF DE OPGAVER, SOM FORSKERNE IKKE GIDER LØSE SELV. MEN DET ER JO IKKE LORTEOPGAVER FOR MIG« Clara Franck læser molekylær biomedicin på sjette semester og er laboratorieassistent.

Seneste