Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

For midler, for meget kontrol. Anja C. Andersen hudfletter den danske forskningspolitik

Grundforskningen er længe blevet underprioriteret og underfinansieret – og det kan ende med at koste Danmark dyrt, siger Anja C. Andersen. Men måske kan forskerne bruge coronakrisen til at genvinde den frihed og tillid, de har tabt.

Anja C. Andersen skulle have afleveret manuskriptet til sin nye bog om videnskabens rolle i samfundet i april sidste år. Altså bare en måned efter coronakrisen fundamentalt havde ændret vores samfund og den måde, vi taler om videnskab på.

Da hun gik i gang med bogen, var håbet, at den kunne gøre videnskaben mere synlig, men nu kredsede mediernes tophistorier pludselig om virologi og vaccineproduktion og gjorde videnskaben mere synlig end nogensinde.

Var bogen med ét blevet overflødig?

Svaret var nej, kom hun frem til.

Årsagen er et paradoks.

På den ene side går lægmænd for tiden og hyggesnakker om kontakttal og positivprocenter, om mundbindsrapporter og fagfællebedømmelser, og de fleste kender nu professorer som Jens Lundgren og Lone Simonsen, der bliver tæppebombet med spørgsmål om, hvornår krammet eller Roskilde Festival vender tilbage.

De fleste ved, hvad nøglen til den normale virkelighed er: Det er videnskaben.

På den anden side er forskningen under pres på grund af coronakrisen. Et skrumpende BNP gør, at de offentlige forskningsbevillinger risikerer at dale, hvis ikke politikerne beslutter sig for at øge investeringerne (i seneste finanslov fyldte de hullet med øremærkede midler til grøn forskning). Det skyldes, at det offentlige forskningsbudget udgør én procent af BNP, hvilket egentlig er en bund, men gerne bliver set som et loft af skiftende regeringer.

LÆS OGSÅ: Regeringen fylder coronahul med 750 millioner til grøn forskning

Samtidig har forskere og studerende været hjemsendt i hobetal under corona, også i perioder hvor gymnasier og folkeskoler og mange butikker har været åbne.

Ifølge Anja C. Andersen, astrofysiker og professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskab og teknologi, er det et eksempel på, at en politisk tendens til at negligere universiteterne og dermed forskningen er fortsat under corona.

»Folk er klar over, at det er forskerne, der leverer vacciner og testmuligheder. At vi har brug for forskningen for at komme ud af krisen.«

»Men da man lavede planen for genåbning i foråret, så man, at universiteterne lå sammen med natklubberne i fase fire. Hvad fanden er det for noget? Er natklubber og universiteter lige vigtige for samfundet?«

Så der er ikke en sammenhæng mellem den hyldest af videnskaben, vi ser, og hvad man så gør politisk?

»Nej.«

»Nogle gange kan man spørge sig selv: Har de overhovedet tænkt det igennem? Det kan godt være, at nogle laboratorier var åbne under den første nedlukning, og de fik lov til at lave noget i Mærsk Tårnet. Men mange af os andre blev sendt hjem uden grund.«

Et generationstyveri

Anja C. Andersens kritik stikker langt dybere end coronarestriktioner.

Hvad skal vi med videnskaben? tager nok afsæt i pandemien, men en af bogens pointer er, at forskningen – eller rettere den frie grundforskning – i lang tid hverken har nydt den status eller fået de resurser, som den har krav på.

I genåbningsplanen lå universiteterne sammen med natklubberne i fase fire. Hvad fanden er det for noget?

Anja C. Andersen, professor og astrofysiker

Ifølge Anja C. Andersen tæller symptomerne en forskydning i balancen mellem offentlige og private midler, en sump af unge forskere med midlertidige ansættelser, en mere politisk styret forskningsfinansiering og et kontrol- og incitamentsregime, der gør, at forskere konstant skal publicere artikler og søge om midler i stedet for at fordybe sig i grundforskning.

Hun opsummerer:

»Vi er blevet mindre ambitiøse omkring forskning.«

De fleste kender måske Anja C. Andersen som en begejstret formidler af viden om planeter og stjerner, men med Hvad skal vi med videnskaben? indtager hun en helt anden rolle: som politisk debattør.

Hendes nye udgivelse er ikke så meget en lærebog som et kampskrift. Undervejs bruger Anja C. Andersen ord som »generationstyveri« om det, hun betegner som en mangeårig, uambitiøs forskningspolitik præget af nedskæringer, svigtende visioner og en stigende politisk styring af, hvad forskningskronerne skal gå til.

Hun erkender, at hun ikke selv har løsningerne på mange af de problemer, hun skitserer.

Men et står klart: Hun vil have politikerne til at nedtone de kortsigtede interesser og satse mere på den frie grundforskning, der ifølge hende er forudsætningen for, at vi kan løse fremtidens problemer.

Det handler i høj grad om penge.

Anja C. Andersen giver et eksempel: Da astronomen Tycho Brahe huserede på Københavns Universitet, fik han på et tidspunkt én procent af kongens mønt, altså alle landets penge.

I dag udgør hele det offentlige forskningsbudget den samme andel af BNP. Én procent.

»Man behøver selvfølgelig ikke at give en procent af BNP til en enkelt forsker. Min pointe er, at hvis man slet ikke prioriterer grundforskningen, så går det ud over vores fremtid. Vi har ikke råd til ikke at investere i grundforskning. Om det skal være en halv procent eller tre procent, det er så spørgsmålet,« siger hun.

Hestepærer er ikke vores største problem

Når grundforskningen er essentiel, skyldes det ifølge Anja C. Andersen, at vi ikke kan forudsige, hvordan fremtiden ser ud. Hvis man er i tvivl, kan man bare se en science fiction-film fra 60erne eller 70erne, siger hun.

»Eller man kan læse 1984 og Fagre nye verden. Noget er blevet, som forfatterne frygtede, noget er blevet værre, men meget er slet ikke sket og er i dag helt irrelevant,« siger hun og giver et andet eksempel:

»Københavns Kommune lavede for hundrede år siden en del rapporter om udfordringen med den voksende mængde hestepærer i gaderne. Det er ikke ligefrem vores største problem i dag.«

Hver gang man opbygger et forskningsmiljø, så ødelægger man det igen, ligesom et sandslot man bygger for tæt på havet

Anja C. Andersen, professor og astrofysiker

Det kan også være svært at gennemskue, hvor nybruddene skal komme fra.

I sin nye bog har Anja C. Andersen flere eksempler på solid grundforskning, der har ført til afgørende opdagelser, uden at det var målet.

Hun nævner forskeren Willi Dansgaard, der ligesom Andersen huserede på Niels Bohr Institutet og gennemførte den første iskerneboring på Grønland i starten af 1950’erne. Dengang var der ikke noget klart klimaformål med boringerne, men i dag er hans metode, isotopmålinger, helt afgørende for klimaforskningen.

Målingerne gør os i stand til at analysere fortidens klima og lave forudsigelser om fremtidige klimaforandringer.

»Nu er han jo død, så han kan ikke forsvare sig. Men jeg er da ikke sikker på, at han helt havde gennemskuet den store vision og indset, hvor vigtige de her iskerneboringer kunne blive.«

»Det var der jo ikke nogen forskningsminister, der kunne udtænke. Eller nogen af os andre for den sags skyld.«

Befolkningen tror ikke, at Jorden er flad

Coronakrisen er faktisk et andet eksempel.

For måske ser det ud, som om visionære forskere har fremtryllet revolutionerende vacciner fra hoften, men det er mere komplekst end som så. Forud er gået mange års forskning, der gav forsøgene et fundament at stå på og var forudsætningen for, at fx RNA-vacciner fra Pfizer og Moderna kunne blive godkendt så hurtigt og skudt ind i tusindvis af danskere.

Det håber Anja C. Andersen, at den brede befolkning får en forståelse for, siger hun.

»Selvfølgelig skal vi have strategisk forskning og udvikling, men der skal jo være noget at udvikle af. Der skal være nogen, der har fundet på nogle mursten og fremstillet dem, før man kan bygge et hus. Grundforskning er at sidde og tænke over, om kan man lave en bedre mursten. Det skal man have plads til.«

Det er her, coronakrisen kan vise sig at booste videnskabens status i samfundet.

Ifølge Anja C. Andersen er der i øjeblikket et vindue, hvor forståelsen for forskningens natur kan brede sig i befolkningen. Ikke nødvendigvis fordi det er gået historisk hurtigt med at producere og godkende vacciner, nej, også fordi det ikke er gået hurtigere.

»Jeg tror, at mange er blevet skuffede. De oplever, at de stadig sidder indespærret efter et år. Hvorfor er det ikke løst allerede? Hvis forskningen er så fantastisk, som jeg siger, den er?«

»Så det, jeg gerne vil med den her debatbog, er at få gang i forskningskommunikationen. Altså ikke bare formidlingen, hvor jeg står og holder en monolog om nogle opdagelser, men en samtale om, hvad forskning kan og ikke kan.«

»Vi er nødt til at lave andre rammebetingelser for forskningen, hvis vi ikke synes, den kan nok. Det tror jeg, der er en forståelse for nu,« siger Anja C. Andersen, der til sidst i sin nye bog betegner videnskaben som »et fælles samfundsprojekt«.

Omvendt er værdien af grundforskning måske ikke det, der ligger befolkningen mest på sinde. Hvordan ændrer man det?

»Jeg håber, at min bog kan være et af mange små skridt på vejen. Det er noget med at snakke med folk, fortælle dem, hvad vi gør, og have tiltro til, at de ikke er idioter. Grunden til, at mange ikke forstår værdien af grundforskning, er jo ikke, fordi de tror, Jorden er flad. De har bare ikke tænkt så meget over det. Det er ikke en del af deres hverdag.«

»Det er også fair nok, at ikke alle i befolkningen er optaget af grundforskning. Bare nogle er det hele tiden.«

Befolkningen er ikke idioter, men man kan vel sige, at hvor de fleste er interesserede i coronaforskning, fordi det helt håndgribeligt vedrører deres liv her og nu, så er de færreste generelt optagede af forskningspolitik?

»I virkeligheden er problemet, at der ikke er nok forskere i Folketinget. Der er simpelthen for få. Der mangler nogen med forståelse for forskning i magtens centrum,« siger hun og nævner Radikale Venstres forskningsordfører, Stinus Lindgreen, som en undtagelse.

LÆS OGSÅ: Forskeren, der blev politiker, fordi han savnede videnskabelige stemmer på Borgen

»Det er på en måde forskernes egen skyld. Vi kunne jo kaste os ind i kampen. Men begge parter bør bevæge sig mod hinanden.«

En forsikring mod at gå på røven

Hvordan overbeviser man så politikerne om, at det er fornuftigt at bruge flere penge på noget, der er relativt diffust? At poste anselige summer i videnskabeligt arbejde, som man ikke ved, hvad der kommer ud af?

Anja C. Andersen siger det selv: Politikerne skal også finde penge til sygehuse, skoler, politi – og listen fortsætter.

I virkeligheden er problemet, at der ikke er nok forskere i Folketinget. Der er simpelthen for få.

Anja C. Andersen, professor og astrofysiker

Måske vil beslutningstagerne endda sige, at ja, det er fint med grundforskning, men vi ved jo allerede, hvilke globale kriser der er de mest presserende. Det bedste eksempel er klimakrisen, der uomtvisteligt skriger på videnskabelige nybrud i en fart.

Det er derfor, at politikerne i de seneste aftaler om forskningsreserven har valgt at afsætte en historisk stor del af midlerne til puljer med grønne overskrifter. Fordi det brænder på.

Hvad vil Anja C. Andersen sige til dem?

»På en måde kan jeg godt være enig med dem. Men det er bare vigtigt, at man også afsætter en vis mængde basismidler til grundforskning, fordi det er vores fremtidssikring.«

»I virkeligheden er det som at have en husstandsforsikring, i tilfælde af at huset brænder. Så vil man jo gerne betale nogle tusinde kroner om året, for at man ikke går helt på røven, hvis det værst tænkelige sker.«

Sandslotte styrter sammen i brændingen

Det handler ikke kun om, at forskerne skal have flere penge. Det handler også om, at de skal have mere tid.

I dag bruger forskere som Anja C. Andersen en stor del af arbejdsugen på at leve op til performancekrav, søge om eksterne bevillinger med lav succesrate, deltage i fagfællebedømmelser og lave administrative opgaver.

»Vi er mange forskere, der sidder og forsker i vores fritid, fordi hele vores kalender er fyldt med andre ting, man skal gøre som universitetsansat.«

»Der er,« siger Anja C. Andersen, »for meget kontrol og generelt en manglende tillid.«

Skal det ændre sig, kræver det en debat på universiteterne om de vilkår, som forskerne oplever i dag, siger hun.

Men det kræver også, at beslutningstagerne begynder at tænke større og mere langsigtet og sætter forskerne fri.

»En politisk horisont er fire år, måske otte år, hvis man er optimistisk. Grundforskning tager 20+ år. Problemet er, at grundforskning er pissesvært. Det tager utrolig lang tid at opbygge ekspertisen, men det tager ingen tid at bryde den ned.«

»Det er problemet med strategiske satsningsområder. Nu er det lige et emne, der er i vælten, så satser man hårdt på det, og så får man opbygget et miljø de næste 10-15 år. Pludselig er der nogle nye strategiske satsningsområder, og så flytter man pengene derover. Hver gang man opbygger et forskningsmiljø, så ødelægger man det igen, ligesom et sandslot man bygger for tæt på havet.«

Hvis ikke vi investerer i grundforskningen, så er konsekvensen klar, siger hun:

»Så er konsekvensen, at løsningerne ikke længere kommer fra Danmark om 20 til 30 år. Så mister vi den position, vi har haft i forskningsfronten de seneste 400 år.«

Seneste