Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Kom til sofa-forelæsning på Oxford

Flere af den engelsksprogede verdens mest prestigefyldte universiteter lægger videoer og podcast fra deres forelæsninger ud på nettet. Gratis og til fri afbenyttelse

Har du altid drømt om at studere på et af de store universiteter i England eller USA? Nu har du muligheden for hjemme fra sofaen at snuse lidt til stemningen fra forelæsninger ved nogle af de førende videnshøjborge.

Udbudet af podcasts er bredt, mens det særligt er seancerne med kendte gæstetalere, der lægges ud som video på universiteternes hjemmesider. Her konkurrerer man om at kunne tiltrække de mest interessante, og berømte, navne fra den akademiske verden.

Oxford

På listen over Oxfords top-talere står navne som klimaforsker Nicholas Stern og den tidligere cheføkonom i Verdensbanken Joseph Stiglitz.

Den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz’ forelæsning – ‘Credit Crunch’ – er interessant, fordi Stiglitz på et tidligt tidspunkt i finanskrisen oplistede årsagerne og diskuterede de fremtidige konsekvenser.

Også Oxfords filosofiprofessor Marianne Talbots forelæsninger er blevet hørt mange gange, og hendes pludrende filosofiske grundkursus ‘A Romp through the History of Philosophy’ nåede toppen på iTunes globale download-hitliste over universitetspodcasts. Man hører næsten teskeen slå mod kopkanten i Talbots filosofitime.

Cambridge og Berkeley

Når Oxford blærer sig med navne som Stern og Stiglitz svarer Cambridge igen med forelæsninger af den britiske udenrigsminister David Miliband og Ian Wilmut, skaberen – eller mellemmanden, om man vil – af det klonede får Dolly.

Miliband kan selvsagt ikke i sig selv imponere blaserte studerende ved KU, som i dette efterår får besøg af både David og Ed Miliband (Ed er britisk klimaminister), men til gengæld er forelæsningen A Future Beyond Oil interessant.

Vil du hellere en tur over Atlanten, har Berkeley et rigtig godt arkiv med video-forelæsninger af alt fra human happiness til nuclear engineering. Her kan man også følge et helt fag med over 30 forelæsninger hjemme fra den bærbare.

Både universiteterne i Oxford og Cambridge har en iTunes-side, hvorfra man kan hente deres podcast. På 10 måneder har Oxford haft over en million downloads fra sin side.

Seneste