Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debatinterview

Pernille Skipper: De ting, jeg beskriver i min bog, findes også i studenterpolitik

Rend mig — Hun husker beskidte tricks, krav om at drikke alkohol for at få indflydelse, og unge kvinder, der advarede hinanden mod bestemte mænd med magt. Studenterpolitik var mindst lige så beskidt som landspolitik, dengang Pernille Skipper var næstforperson for Studenterrådet.

Det var en klumme i Dagbladet Information, der blev dråben for Enhedslistens tidligere politiske ordfører. Journalist Lasse Ellegaard anklagede partiet for dets »konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt«. Og så fik Pernille Skipper nok.

Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig … Rend mig er titlen på hendes nye bog, som er stilet direkte til Ellegaard. Og til de mange andre, der gennem tiden har overset, undervurderet og mistænkeliggjort Skipper og hendes kvindelige kolleger på baggrund af deres køn.

Bogen er et vidnesbyrd om upassende kommentarer, trusler og hadbeskeder. Men også om den understrøm af usynlig sexisme, der blandt andet munder ud i, at tre kvindelige partiledere kan blive opfattet som ’det udadvendte ansigt’, mens en mand tillægges æren for politikken og idéerne.

LÆS OGSÅ: Pelle Dragsted: »Vi ville sgu få noget bedre politik, hvis politikere havde tid til at læse litteratur«

Forfatteren, der har læst jura ved Københavns Universitet, har en fortid i Studenterrådet, hvor hun var næstforperson fra 2006 til 2007. Nu har Uniavisen sat hende stævne for at høre, om strømmen af strukturel sexisme også løber i studenterpolitik.

Klappet af på forhånd

»Det var helt klart i studenterpolitik, jeg lærte følelsen at kende. Af at blive overhørt, få nappet min pointe til et møde eller blive karakteriseret som for meget eller for højtråbende,« siger Pernille Skipper.

Så opdagede jeg, at det var fordi, de havde været ude at drikke øl aftenen før

Pernille Skipper

Dengang var Studenterrådet præget af interne magtkampe, beskidte tricks og aftaler under bordet, fortæller hun. Flere gange skete det, at hun befandt sig på et møde, hvor en vigtig beslutning skulle træffes – men hvor hun fik fornemmelsen af, at den allerede var blevet truffet uden, at hun havde været til stede.

»Så opdagede jeg, at det var fordi, de havde været ude at drikke øl aftenen før. Der havde de siddet og aftalt det hele.«

Oplevelsen af, at tingene ofte var klappet af på forhånd i en inderkreds, havde ikke i sig selv noget at gøre med køn. Og det var heller ikke en sammenhæng, hun selv overvejede dengang. Men nu tænker hun, at ekskluderingen af nogle bestemte mennesker oftere går ud over kvinder end mænd.

»Dengang tænkte jeg ikke, at man blev holdt ude fra beslutninger, fordi man var kvinde. Men det gør jeg nu. Det kan være ekstremt svært at se, fordi det er så indirekte. Og fordi det netop er strukturelt.«

Hun fortæller, at når for eksempel en lille kreds tog ud og drak øl inden et møde uden at invitere alle, så var det ofte mændene, der var med, og kvinderne, der ikke var.

»Sådan var det oftest. Men jeg har også været med til at gøre det selv. Men det var, fordi jeg gjorde mig så umage for at være en af drengene.«

Vi advarede hinanden om bestemte mænd

Netop det med at være én af drengene var der flere af de unge kvinder i studenterpolitik, der forsøgte. Skipper mener, det blandt andet kom sig af, at hun og hendes medstuderende endnu ikke rigtig havde fået øjnene op for de kønnede strukturer, de var underlagt.

LÆS OGSÅ: »Uddannelsespolitik er mit hjerte« – Uniavisens portræt af Pernille Skipper fra 2011

»Hvis man ikke har så mange år på bagen, har man ikke nødvendigvis opdaget alle de magtrelationer, man indgår i, eller er trænet i at spotte dem,« siger hun.

Det hænger også sammen med, at studenterpolitik er en øvebane for mange.

»Der var sådan nogle beskidte tricks, som man skulle gennemskue for at vinde. Det var selvfølgelig god træning i, hvordan den virkelige verden er for politikere, men det betød jo også, at det blev et ekskluderende miljø.«

Det blev ikke bedre af, at ungdomspolitik var meget præget af alkoholkultur, fest og hårde jokes – også ofte med seksuelle undertoner. Jokes, som man skulle kunne magte for at være med i inderkredsen.

Men det var ikke kun blandt ens jævnaldrende, at man kunne blive udsat for vittigheder og tilnærmelser, fortæller Pernille Skipper.

Som studenterpolitiker begår man sig hele tiden på kanten af det etablerede politiske system. Og for eksempel krydser man indimellem veje med magtfulde mænd på Christiansborg og i rektorkontorerne.

»Vi holdt jo også møder med rektorerne og ministrene. Det er sådan et sjovt spændingsfelt mellem de ægte voksnes magtbane og en verden, hvor man kun er unge.«

Nogle af de mænd, Pernille Skipper skriver om i sin bog, var hun faktisk allerede blevet advaret om i sin tid som studenterpolitiker.

»Der var enkelte højtplacerede, som de unge studenterpolitiske kvinder advarede hinanden om. At det ikke var en god idé at sidde ved siden af ham og ham til middagen.«

Kvinder skal rotte sig sammen

Faktisk var det først med #MeToo-bevægelsen og dermed langt inde i Skippers karriere, at hun for alvor holdt op med at spille med som ’en af drengene’, fortæller hun.

Først som politisk ordfører følte hun, at hun én gang for alle kunne sætte sig ud over det. Hun er i en position nu, hvor hun ikke behøver at spille spillet på samme måde længere. Og den position vil hun gerne udnytte til andre kvinders fordel.

Jeg gjorde mig så umage for at være en af drengene

Pernille Skipper

»Nu kan jeg begynde at kigge efter de dygtige kvinder, der bliver overset til finansordførerposten.  Og jeg kan pege på kvindelige forskere, når jeg henviser til noget vigtig litteratur. Eller jeg kan bruge min position til at sige, at den joke faktisk ikke er sjov.«

Det er jo heldigt for de kvinder, der krydser Pernille Skippers vej. Men hvad skal man gøre som ung kvinde i studenterpolitik, hvis man ikke har en magtfuld person, der holder hånden over en, vil Uniavisen vide.

»Man skal rotte sig sammen,« svarer Pernille Skipper. Hun fortæller, hvordan hun selv tidligere har haft tendens til at konkurrere med andre kvinder i stedet for at udfordre mændenes præmisser.

»Så må jeg arbejde hårdere. Så må jeg kæmpe hårdere. Så må jeg tage en højhælet sko på. Så må jeg stå tidligere op og gå senere i seng. Så må jeg skynde mig, så jeg også kan nå med ud at drikke øl. Så må jeg også sidde og fyre sexistiske jokes af for at være med,« erindrer hun at have tænkt.

»Men vi skal huske, at de andre kvinder ikke er vores konkurrenter i at være den bedste til at spille på drengenes præmisser. Vi skal rotte os sammen.«

LÆS OGSÅ: Saunaklubber og slutshaming. Stop nu de grænseoverskridende tutorer, siger studerende

Uniavisen spørger, om det ikke er at lægge ansvaret over på kvinderne at bede dem om at ’rotte sig sammen’.

»Det synes jeg ikke,« svarer Skipper. »Jeg synes, det er at bede kvinderne om at anerkende, at det her er et kollektivt problem.«

»Men der er ikke nogen tvivl om, at mændene også har et kæmpestort ansvar. Og der er rigtig mange mænd, der erklærer sig enige og hopper med og støtter op – men som tror, at de kan gøre det omkostningsfri for sig selv. Og det kan de ikke.«

Selv kun næstforperson

Her er vi inde på en vigtig pointe i Skippers bog: Det koster noget at være feminist, hvis man er en hvid, heteroseksuel mand. Det er et nulsumsspil, hvor flere mænd må afgive magt og privilegier, hvis flere kvinder skal have dem. Og det gælder også i studenterpolitik.

»Som mand i Studenterrådet eller i Danske Studerendes Fællesråd kan man jo godt stå og snakke om, hvordan vi sikrer os større diversitet i ledelsesgrupperne, for eksempel. Men man skal bare indse, at det kan betyde, at man ikke selv bliver forperson.«

Lige nu har Studenterrådet ved Københavns Universitet en mandlig forperson og en kvindelig næstforperson. Ganske som dengang, Pernille Skipper selv var næstforperson til en mandlig forperson.

»En meget klassisk kombination,« griner Skipper.

Noget lignende gælder for Danske Studerendes Fællesråd, hvor forpersonen er en mand, mens de to næstforpersoner er henholdsvis en mand og en kvinde.

Uniavisen spørger Skipper, hvorfor det så ofte ender sådan.

»Jeg ved ikke, om det endte sådan i mit tilfælde, fordi jeg var kvinde,« siger hun.

»Men statistikken viser jo, at de organisatoriske roller oftest går til kvinder, mens de politiske går til mænd. Og det betyder også, at kvinder oftere bliver næstformænd end formænd.«

Skipper vil ikke direkte sige, at de nuværende forpersoner for de to førnævnte organisationer bør træde tilbage på grund af deres køn. Men hun mener, at mænd altid bør være opmærksom på, hvilke roller de bliver tildelt, og om det sker retfærdigt.

»Du kan vige din forpersonspost, hvis du kan se, at der er en dygtig kvindelig kandidat. Måske foreslår du selv, at det er dig, der er næstforpersonen, og ikke hende. Ellers er der simpelthen bare en tendens til, at hun sjovt nok altid bliver næstforperson.«

Mandlige forpersoner er enige

Den opfordring giver Uniavisen selvfølgelig videre til de to nuværende – mandlige – forpersoner for Studenterrådet og Danske Studerendes Fællesråd.

Man skal bare indse, at det kan betyde, at man ikke selv bliver forperson

Pernille Skipper

LÆS OGSÅ: Studenterrådets nye forperson: Deadnaming af transkønnede er bare én af de ting, han vil gøre op med i systemet

Den første, vi får fat i, er forperson for Studenterrådet Malte Sauerland-Paulsen. Han lægger ud med at understrege, at han er helt enig i Pernille Skippers kritik og mener, at det er et klart strukturelt problem, at det så ofte ender med at være en mand i front og en kvinde som næstforperson.

Hvordan kom det i stand, at du selv blev forperson i Studenterrådet, mens næstforpersonen blev en kvinde?

»Jeg var den eneste, der stillede op som forperson. Jeg var også den eneste fra det gamle forretningsudvalg, der overhovedet ønskede at fortsætte. Og så falder det politiske arbejde med at tale med journalister, skrive debatindlæg og så videre mig ret naturligt. Så posten som forperson virkede oplagt.«

Overvejede du at foreslå, at du selv skulle være næstforperson?

»Jeg tror faktisk aldrig, vi snakkede eksplicit om det, for jeg vidste, at næstforpersonen ikke ønskede at være forperson. Men jeg har sagt til hende mange gange, at hun ville være en god forperson.«

Så hvis hun eller en anden kvinde stiller op som forperson næste gang, trækker du dig så?

»Jeg træder af under alle omstændigheder. Så det kan jeg garantere,« griner han.

»Det er anderledes nu, end dengang jeg var med«

Forperson for Danske Studerendes Fællesråd Esben Salmonsen lægger også ud med at rose Skippers bog.

»Jeg har netop læst den, og jeg synes, det er en enormt vigtig debat, hvordan vi får en bedre repræsentation af blandt andet kvinder,« siger han.

Hvordan kom det i stand, at du selv blev forperson i DSF, mens den ene næstforperson blev en kvinde?

»Vi overvejede mange forskellige modeller. Jeg skulle faktisk tænke over det ret længe, før jeg sagde ja til posten. Så det var ikke noget, jeg bare styrtede efter. Men under alle omstændigheder har vi en ret flad struktur på de interne linjer.«

Overvejede du at foreslå, at du selv skulle være næstforperson, og at forpersonen skulle være en kvinde?

»Ja, det modsatte blev også overvejet. Men det var i sidste ende en samlet vurdering af, hvad vores respektive interesser var. Hvem havde mest mod på mediearbejdet, som forpersonen laver meget af, og hvem ville gerne have lov at lave det nørdede arbejde i dybden, som næstforpersonerne gør.«

Kunne du finde på at vige forpersonsposten næste gang?

»Det har jeg ikke besluttet mig for endnu. Men jeg har kigget på forpersonstatistikken i DSF de seneste ti år, og jeg kan sige, at det faktisk står lige samlet set i den periode. Før mig var der en kvindelig forperson og to mandlige næstforpersoner – og det kommer helt sikkert til at skifte igen. Så jeg oplever ikke, at balancen er så skæv over tid.«

Noget lignende er Pernille Skipper også inde på. Det er 16 år siden, hun forlod studenterpolitik, og hun mener selv, at mange af de tendenser, hun husker, bevæger sig i den rigtige retning. Navnlig blandt de unge.

»Det er faktisk min klare opfattelse, at de studenterpolitisk aktive i dag har en helt anden og mere progressiv opmærksomhed på, hvordan vi opfører os over for hinanden, end vi havde dengang,« understreger Pernille Skipper.

»Jeg synes, jeg kan mærke på både ungdomspolitikere og dem i studenterpolitik, at de gerne vil skabe en anden form for rummelighed. Det er anderledes nu, end dengang jeg var med.«

Seneste