Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

IKEA-leder: »De her hænder kan sagtens lave noget, selv om de bare har bladret i bøger på universitetet«

Alumnerne — Sara Lynge Skovhede drømte om at læse sociologi, men hendes snit var ikke højt nok, så hun endte på Pædagogik. Nu har hun sit drømmejob som leder for inklusion i IKEA og er ligeglad med, hvilket eksamensbevis der ligger i skuffen.

Der sad den skønneste kvinde på etnologiholdet og smilede til mig i timerne. Tiden på uni var vigtig for mig på mange måder, og derfor står den stadig klart i min erindring. Jeg vidste ikke, at jeg var LGBT+ person, da jeg startede. Jeg var forlovet med en mand dengang, men jeg vidste, det var noget, der eksisterede i mit indre liv. Jeg havde aldrig mødt nogen kvinder før, hvor jeg tænkte, at det kunne være interessant at få en romantisk relation. Men pludselig var jeg nødt til at forholde mig til, at det var en større del af mig, end jeg var klar over. Jeg konfronterede min medstuderende til en institutfest og spurgte, om hun smilede til mig på dén måde. Det gjorde hun, men hun var i et andet forhold, så det blev aldrig til mere. Jeg ved ikke, hvor hun er henne nu, men hun var vigtig i mit liv i et øjeblik.

Jeg har stadig nogle af bøgerne fra min bachelor på Pædagogik, for jeg har brug for dem. Jeg endte på Pædagogik, fordi mit snit ikke var højt nok til at læse sociologi, som var det, jeg allerhelst ville. De forestillinger, jeg havde om at gå på universitet var, at det var forelæsninger i store og upersonlige rum. I virkeligheden kom jeg ind på et institut, hvor det hele var mere nært. Det var klasseundervisning. Jeg husker det som en tid, hvor jeg fik lov til at dykke ned i nogle ting, jeg syntes var helt vildt spændende. Jeg har lært metode. Måden at gå til stof på. Jeg bruger det i mit job som inklusionsleder i IKEA, når jeg arbejder med fx etnicitet eller kulturelle forskelle. Jeg bruger mange af de metoder, jeg lærte dengang.

BLÅ BOG

Født i København i 1979.

Bachelor i pædagogik 2003 på Københavns Universitet.

Arbejder som Equality, Diversity & Inclusion Leader med ansvar for Health & Wellbeing i IKEA Danmark.

Sidder i Advisory Board for Solsikkeprogrammet i Danmark og i Advisory Board for mangfoldighed, ligestilling og inklusion på CBS.

Jeg viftede med hænderne og sagde de her hænder kan sagtens lave noget, selv om de bare har bladret i bøger på universitetet, da jeg tog et job som kasseekspedient i den lokale Silvan. Det viste sig dengang, at når man kom ud med en bachelor i pædagogik, kunne man få lige præcis nul job. Men jeg havde brug for en pause, inden jeg skulle fortsætte på kandidaten, og jeg ville ikke sidde derhjemme på dagpenge. Jeg kom med en kritisk sans og en anden vinkel på, hvordan vi kunne udvikle og optimere butikken. Fire måneder efter, da der var en åben lederstilling, fik jeg den, og jeg har arbejdet med ledelse af mennesker og processer lige siden. Jeg hang ved, fordi jeg endelig fik lov til at arbejde med nogle processer blandt mennesker og skabe læring i en organisation. Jeg fik aldrig taget min kandidat.

Jeg tror på karmaloven og sender flyvekys i trafikken. Jeg køber genbrug, jeg er mor og bonusmor til to børn med et handicap, og jeg har ikke tålmodighed til romantiske komedier. De ting siger mere om mig som menneske end min uddannelse. Jeg vil ikke leve med den der uddannelsesskam. Den er ligegyldig. Min uddannelse er kun en lille del af, hvad der er sket i mit liv frem til i dag, hvor jeg sidder her. Det tog mig 20 år, fra jeg gik ud af gymnasiet, at lande mit drømmejob og arbejde med det, jeg synes er spændende. Og det er okay.

Da min søn var tre-fire år, sad vi hos en observationspsykolog, der fortalte mig, at han havde Aspergers. Hun sagde, vi skulle sende ham på specialskole, give ham en særinteresse, og så ville han nok finde nogle venner, der var som ham selv. Jeg tænkte Hvad? Jeg kan da ikke bare sætte ham i sådan en kasse. Vi må da se, hvad han kan og vil, og hvad hans drømme for livet er! Min søn havde et ønske om at komme på Langelandsfestival den sommer, men det mente psykologen ikke, at han kunne. Så blev jeg trodsig. Jeg tog til Langeland og satte et seksmandstelt op til ham og mig, og så var vi på festival. Det gik så fint. Jeg tror meget på at skabe muligheder for mennesker. Så kan folk vælge at træde ind i de muligheder, men de skal i hvert fald være der.

Vi er nødt til at være bevidste om de privilegier, vi har, og sætte os ind i, hvad det betyder for mennesker, der ikke har dem. Der går jeg lidt i detective mode, og det har jeg taget med mig fra universitet.

Sara Lynge Skovhede

Jeg er egentlig ligeglad med, hvilket eksamenspapir, jeg har liggende i skuffen. Jeg var for nylig på en stor konference med en masse forskellige repræsentanter. Da de forskellige oplægsholdere blev introduceret, var det med en meget lang præsentation af, hvor de havde læst, og hvad de havde udført i livet. Det er slet ikke den kultur, jeg kommer fra, og heller ikke en kultur, jeg drømmer om at skabe. Jeg siger bare, jeg har læst på Københavns Universitet, og skal jeg specificere det mere, så har jeg jo en bachelor. Men jeg har sjældent været i sammenhænge, hvor det har været nødvendigt at sige.

Jeg skrev bachelorprojekt om social arv, og hvordan den påvirker folks uddannelsesvalg. I min familie betød det ikke noget, hvilken uddannelse jeg havde, hvis bare jeg lavede noget, jeg var glad for. Jeg ville gerne skabe en forandring. Min mor var sygeplejerske, men kom ind i ledelsesafdelingen og sad i mange år med forskellige HR-processer. Min far var ingeniør og arbejdede med transport og logistik, hvilket jeg også har arbejdet delvist med i mine 13 år i IKEA. De griner af, at jeg arbejder med lidt af det samme, som de gør. Vi har ikke nogen lange universitetsuddannelser i min familie at spejle os i.

Ingen skal føle sig diskrimineret på deres baggrund. Vi skal ikke tale ud i minoriteter, men ind i fællesskaber. Det er en betydningsfuld måde at få respekt for hinanden. Hvis man kommer til os i IKEA med en erfaring som flygtning, skal man have samme muligheder for at udvikle sig, som hvis man kommer fra en privilegeret dansk baggrund. Jeg er ikke vokset op med en anden hudfarve end hvid, og jeg er ikke vokset op i en anden klasse end middelklassen. Så der er mange ting, jeg ikke selv har oplevet på egen krop. Derfor er jeg nødt til at gå til det med en nysgerrighed og pædagogisk undersøge, hvorfor majoriteten reagerer på folk, der afviger fra normen. Det er vigtigere end at finde ud af, hvorfor der er nogen der afviger. Vi er nødt til at være bevidste om de privilegier, vi har, og sætte os ind i, hvad det betyder for mennesker, der ikke har dem. Der går jeg lidt i detective mode, og det har jeg taget med mig fra universitet. Jeg er meget taknemmelig for at have lært at lære på den måde.

Seneste