Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Har du besluttet, hvem der skal have din stemme til univalget?

Voxpop — De studerende vil gerne stemme, men de er i tvivl om, hvem der skal have deres kryds. Uniavisen tog til Søndre Campus og spurgte, hvad der er vigtigst for dem.

Der blæser en kold vind gennem Søndre Campus tirsdag eftermiddag 21. november. Alligevel lykkes det Uniavisen at fange en håndfuld studerende til en snak om det igangværende univalg på universitetet, der løber indtil 24. november kl. 15.

Med de mange plakater rundt omkring på campus er det ikke gået de studerendes næse forbi, at univalget er i fuld gang. De er heller ikke i tvivl om, at de gerne vil stemme. Men alle dem, vi fangede, var fortsat i tvivl om, hvem der skal have deres stemme, når de skal vælge repræsentanter til bestyrelse, råd og nævn.

David Elias Speyer

Ved du, at der er univalg?

»Jeg har hørt om det, men jeg har ikke sat mig så meget ind i, hvad det handler om.­«

Ved du, hvem du vil stemme på?

»Nej.«

Har du tænkt dig at stemme?

»Ja, det tror jeg. Jeg vil formentlig forhøre mig hos mine venner, om hvem de har tænkt sig at stemme på, og så vil jeg kort orientere mig blandt kandidaterne, inden jeg afgiver min stemme.«

Hvad er vigtigt for dig, når du skal stemme?

»Det har jeg ikke tænkt over. Jeg har ikke rigtigt et billede af, hvad der er på dagsordenen.­«

Caroline Hald

Ved du, at der er univalg?

»Jeg så lige alle plakaterne rundt omkring. Så ja, men jeg fandt først ud af det i dag.«

Ved du, hvad du vil stemme?

»Nej, overhovedet ikke.«

Har du tænkt dig at stemme?

»Ja, det har jeg.«

Hvad er vigtigt for dig, når du skal stemme?

»Først og fremmest at repræsentanterne varetager vores interesser som unge studerende. Men jeg skal helt sikkert have sat mig meget mere ind i, hvad de egentlig kan bestemme.­«

Mjaltim Bytyqi

Ved du, at der er univalg?

»Ja, jeg har set en masse plakater.«

Ved du, hvad du vil stemme?

»Nej, ikke helt. Men jeg følger Frit Forum på Instagram, så det kan godt være, at jeg kommer til at stemme på dem.­«

Hvad er vigtigt for dig, når du skal stemme?

»At vi har det godt på universitetet. Men jeg synes faktisk allerede, at vi har det godt. For eksempel med vores store arealer og mange læsepladser.«

Terese Lindegaard

Ved du, at der er univalg?

»Ja, det ved jeg.«

Ved du, hvad du vil stemme?

»Nej, ikke endnu.«

Hvad er vigtigt for dig, når du skal stemme?

»Det er vigtigt for mig, at dem, jeg stemmer på, går op i mangfoldighed og diversitet. Samtidig skal de også have en idé om, hvad der er vigtigt for de studerende. Særligt de udfordringer, som der er på kandidatuddannelserne. Til sidst er det også vigtigt for mig, at de går op i miljøet.«

Seneste