Nej tak til ghostwritere og gæsteforfattere. Nyt KU-kodeks for god videnskabelig praksis

Hvornår er man berettiget til et medforfatterskab på en videnskabelig artikel? Og hvordan sikrer man uafhængighed, hvis et forskningsprojekt finansieres af eksterne aktører?

Københavns Universitet udgiver nyt kodeks for god videnskabelig praksis, der fremover skal fungere som opslagsværk, når tvivlsspørgsmål som disse opstår.

Det nye kodeks er baseret på Det danske kodeks for integritet i forskning, der også tidligere har fungeret som rettesnor for god videnskabelig praksis på KU.

Når et universitet sætter sit stempel på noget, forventer man, at det lever op til en række krav for god videnskabelig praksis

David Dreyer Lassen, prorektor for forskning, KU

»Efter oksekødssagen på Aarhus Universitet var det en samlet vurdering i den danske universitetsverden, at der var behov for klarhed inden for forskningsbaseret rådgivning og myndighedsbetjening. Det er konklusionerne fra det udvalgsarbejde, som vi nu indarbejder i de retningslinjer, man skal følge for at leve op til god videnskabelig praksis på KU,« siger David Dreyer Lassen, som er prorektor for forskning på KU.

Det opdaterede kodeks består af de seks nøgleprincipper forskningsfrihed, gennemsigtighed, ansvarlighed, ærlighed, uvildighed og armlængde. Ingen af dem er nye på KU, men de har ikke tidligere været samlet i et opslagsværk som dette kodeks, forklarer prorektoren.

»På de gode dage håber vi, at der stort set ikke bliver brug for det, for der opfører man sig helt naturligt efter retningslinjerne. Men til de dage, som ikke er de bedste, er der nu et samlet sted, hvor man kan søge hen, når der opstår tvivlsspørgsmål,« siger han.

Ingen ghostwriters, tak

Oksekødssagen på Aarhus Universitet skabte debat om armslængdeprincippet i tilfælde, hvor forskningsprojekter er finansieret af eksterne aktører, som kan have kommercielle eller politiske interesser i resultaterne. Netop af den årsag har det været vigtigt at tydeliggøre retningslinjerne for armlængdeprincippet i det nye kodeks, pointerer prorektoren.

»Når eksterne aktører samarbejder med universitetet, låner de jo også af universitetets legitimitet, for når et universitet sætter sit stempel på noget, forventer man, at det lever op til en række krav for god videnskabelig praksis. I oksekødssagen levede forskningsprojektet ikke op til de krav, fordi bevillingsgiverne fra fødevareindustrien viste sig at have haft mere direkte indflydelse på resultatet end oprindeligt angivet. Det blev utydeligt, hvem der reelt var afsender på projektet,« siger han.

I det ny kodeks står, at forskeren skal kunne træffe »uafhængige beslutninger og levere uvildig forskning uden utidig indblanding i økonomiske, politiske eller andre særinteresser.«

»Det er netop for at sikre, at der ikke opstår det, man kalder ’ghostwriters’, hvor fx eksterne aktører har skrevet eller bidraget til en artikel eller et projekt, men foretrækker ikke at stå som afsender på det, fordi det måske ser bedre ud, at resultaterne er opnået uafhængigt,« siger David Dreyer Lassen.

Hvem har ansvaret for, at armslængdeprincippet overholdes? KU eller den enkelte forsker?

»Kodekset anfører, at det er institutionens ansvar at skabe et miljø og nogle rammer, som understøtter god videnskabelig praksis, men den enkelte forskers eget ansvar, at deres resultater er pålidelige og frembragt efter gældende praksis. Det er institutionens ansvar, at der laves kontrakter, som sikrer armslængdeprincippet, når der fx laves samarbejde med eksterne aktører, der kan have kommercielle eller politiske interesser,« siger prorektoren og fortsætter:

»Men når det er sagt, er det jo den enkelte forsker, der må vurdere, om vedkommende overhovedet vil indgå i et sådant samarbejde.«

Gæsteforfatterskaber, nej tak

Spørgsmålet om tildeling af forfatterskaber har fået særligt fokus i det nye kodeks for god videnskabelig praksis.

Det kommer blandt andet i kølvandet på kampagnen #pleasedon’tstealmywork, der sidste år blev startet af en række yngre forskere, som oplever, at ældre forskere ofte overtager forfatterskaber eller sniger sig med som medforfattere på videnskabelige artikler, selv om de ikke har bidraget væsentligt til projektet.

LÆS OGSÅ: Ny kampagne vil stoppe forskningstyveri 

Men selv om det nye kodeks har givet tildelingen af forfatterskaber særskilt fokus, er retningslinjerne på området stadig så forholdsvist brede, at tvivlsspørgsmål formentlig vil kræve individuel vurdering i konkrete sager.

»I kodekset står, at man skal have bidraget væsentligt til enten ideen eller designet bag arbejdet, og at man skal have været nede i selve teksten for at kunne opnå et forfatterskab til en videnskabelig artikel,« siger David Dreyer Lassen, der også understreger, at retningslinjerne nødvendigvis må være elastiske.

»Der er stor forskel på tværs af traditioner og fag for, hvornår man bliver medforfatter, og derfor er reglerne nødt til at være forholdsvist brede. Men uanset fagområde, er der altid historier, hvor nogle har oplevet, at der pludselig kommer gæsteforfattere med på en artikel, der måske ikke har bidraget væsentligt til den.«

LÆS OGSÅ: Yngre forsker blev skrevet ud af historien om fund af ny hjernehinde 

Med det nye kodeks følger derfor også en tydelig vejledning til, hvor man går hen, hvis man oplever noget problematisk, for ekempel uberettigede gæsteforfattersskaber.

»I konkrete sager, hvor der uenigheder i forhold til forfatterskaber mellem forskere, er det vores anbefaling, at man går til en af fakultetets såkaldte named persons, som vil kunne hjælpe med at udrede, hvem der har rettighederne til hvad og mægle i en eventuel konflikt mellem kollegaer. Og så er det vores klare ønske, at både ph.d.-studerende, vejledere og ældre forskere bliver klar over, hvad rammerne er for at tilskrive sig et medforfatterskab,« siger David Dreyer Lassen og tilføjer:

»Der er også mange steder, hvor det har betydning, hvilken placering, man har på forfatterlisten. Hvis man har været med til at udvikle ideen, står man et sted, hvis man har det overordnede ansvar, er man sidsteforfatter, og løber man med bolden, er man førsteforfatter,« siger David Dreyer.

Hvis de virkelig tager kodekset alvorligt og tillader sig at give folk, der bryder med det, nogle hårde rap over nallerne, får det måske effekt

Mads Paludan Goddiksen, postdoc på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU

Han fortæller også, at KU som det første universitet i Danmark har forsøgt at skabe nogle bredere vurderingskriterier for forskere end kun antallet af forfatterskaber.

»Det har aldrig været sådan, at vi kun har talt citationer eller forfatterskaber, man har altid set på den samlede kvalitet af forskningsproduktionen. Man har mange andre opgaver som forsker og underviser end at publicere, hvorfor vi har lavet seks meriteringskriterier, som dækker forskning, undervisning, samfundsindflydelse, ledelse, ekstern finansiering og akademisk fællesskab. Og det er helt klart et forsøg på at signalere, at man også bliver vurderet på andre ting end fx kun antallet af citationer.«

Tror du, at jeres alternative meriteringskriterier har potentiale til at slå igennem i det internationale forskningssamfund?

»Nej, det tror jeg er sværere at ændre på. Et initiativ fra Europa-Kommissionen med en række interessenter har lanceret noget lignende, så jeg tror så småt, man begynder at tænke anderledes – også internationalt. Men det bliver nok ikke Danmark, der kommer til at sætte internationale standarder på det område.«

Vigtig signalværdi   

Mads Paludan Goddiksen er postdoc på Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og forsker i forskellige aspekter af god videnskabelig praksis. Han mener, at selv om der ikke umiddelbart står noget nyt i det opdaterede kodeks, kan det stadig have en vigtig signalværdi.

»Når KU laver deres eget kodeks for god videnskabelig praksis, signalerer man jo, at det er vigtigt for universitetet, og at ledelsen faktisk mener det. Det interessante bliver nok nærmere at se, hvordan det bliver inkorporeret i praksis,« siger Mads Paludan Goddiksen og fortsætter:

»Der skal laves en grundig indsats for at sikre, at det bliver kendt, forstået og prioriteret. Det bliver særligt spændende at se, hvordan Praksisudvalget kommer til at håndtere sager om forfatterskaber fremover. Hvis de virkelig tager kodekset alvorligt og tillader sig at give folk, der bryder med det, nogle hårde rap over nallerne, får det måske effekt.«

Hvad angår eksterne samarbejder er der dog et enkelt uklart punkt i det nye kodeks, mener Mads Paludan Goddiksen.

»I det danske kodeks for integritet i forskning, som dette bygger på, står meget tydeligt, at det er institutionens ansvar at indgå kontrakter, der overholder armslængdeprincippet. Den del synes jeg er faldet lidt ud af dette KU-kodeks, og det er uheldigt, fordi det kan virke som om ansvaret skubbes nedad,« siger han og fortsætter:

»Men helt overordnet er det en virkelig god ting, at KU har lavet det her kodeks. Det skaber vigtig signalværdi og kan blive et nyttigt værktøj fremover, hvis altså det integreres ordentligt i praksis.«