»Lån din sofa ud til en ny studerende«

Vi stod der i forhallen og ventede på, at dørene åbnede ind til teatersalen, da vi besluttede, at dette vel kunne være et lige så godt tidspunkt som et hvert andet.

Emma tog en flyer fra hylden på væggen bag os og rev et lille stykke af den, krøllede det sammen og rakte det til Signe. Den af Emma og jeg, der pegede på hånden med det sammenkrøllede stykke af flyeren, var den, der fik lov til at rykke ind på det værelse, Signe ville leje ud. Efter at have rodet lidt med papirkuglen bag ryggen, rakte hun begge hænder frem mod os. Emma pegede på den venstre hånd, og som følge fik jeg den sammenkrøllede flyer fra den højre og et sted at bo.

Aldrig har jeg følt mig så heldig. Jeg blev fri for at bevæge mig yderligere ud i den ufremkommelige jungle, som det københavnske boligmarked har udviklet sig til. Tilstrømningen af studerende til Københavnsområdet har været stødt stigende over de seneste par år, og det er blevet en uoverstigelig opgave at gøre kål på akutventelisten i forbindelse med studiestarten. Der er ganske vist blevet lagt an til nybyggerier af studieboliger og kollegier, men de seneste år har budt på en tendens, hvor etværelses lejligheder, som en ulv i fåreklæder, bliver forklædt som studieboliger. Med en månedlig husleje på omtrent 6.000 kroner, vil jeg dog vove at påstå, at mange af disse boliger næppe kvalificerer sig til at bestride den titel. Det er ikke studieboliger, det er bare lejeboliger som så mange andre, som gør det væsentligt sværere at finde rundt i boligjunglen.

Jeg har i allerhøjeste grad haft heldet med mig i boligjagten. Siden Emma og jeg trak lod om dét, jeg nu kan kalde mit hjem, har hun til gengæld ikke kunnet vriste sig fri af Signes og min lille lejlighed. Boligjunglen har været skånselsløs, og gang på gang er hun vendt tilbage til lejligheden, der har fungeret som gennemgangslokale for hende, såvel som flere af vores andre venner, idet de i jagten på boligen sjældent fanger byttet. Vi har boet fire mennesker, i de to værelser vi råder over, men vi klager ikke. Vi ved, at det er rent held, at det er os, der står med tag over hovedet, og ikke dem, så vi byder fortsat de boligløse velkommen i vores gennemgangslokale.

Studerende kan næsten ikke få en tå inden for boligmarkedets dør uden også at få den i klemme, og hvis ikke de lokale politikere formår at gøre noget ved boligproblematikken i København, må vi jo løfte i flok. Vi kan nok ikke selv gå ud og bygge alle de manglende studieboliger, men kære læser, se dette som en opfordring til at låne pladsen på din sofa ud til en ny studerende for en stund.

uni-avis@adm.ku.dk